Unge i Aalborg kæmper med stress: 16 mio. kr. skal hjælpe med at vende den stigende mistrivsel

Aalborg Kommune står overfor store udfordringer med unges mentale helbred. Udfordringerne bliver nu mødt med 16 mio. kr. fra torsdagens budgetforlig, der skal forsøge at rette op på den nuværende tendens. 

Af Katrine Rahbek

Billederne tikker frem på skærmen. Latter, grin og festligheder fortsætter i uendeligheder, selvom fingeren stadig scroller ned ad siden. Mobilen lægges væk. Nætterne er lange, når hovedet ikke vil falde til ro. Selvom kroppens batteri er fladt, virker det ikke. Sådan opleves hverdagen for et stigende antal unge i Aalborg Kommune.

16 mio. kr. skal nu bruges på at forebygge og vende den alvorlige udvikling, som man oplever inden for mental sundhed. Dette vedtog Aalborg Kommune ved et budgetforlig for 2023-2026. Pengene har enorm betydning for Center for Mental Sundhed i Aalborg, som nu får mulighed for at styrke det mentale helbred.

”Vi arbejder på tilbud til de unge, som har symptomer på stress, så vi kan tage problemerne i opløbet,” udtaler Bettina Bisp Jensen, Leder for Center for Mental Sundhed i Aalborg. 

Unge fanget i et spind af mistrivsel   

Mistrivsel og stress har særligt ramt de unge. Stressskalaen boner ud på sit højeste, viser resultater fra regionernes sundhedsprofil. Jes Lunde, Rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, peger især på to årsager til udviklingen. 

”Vi har udviklet en præstationskultur, som fokuserer på, at vi skal ’performe’ godt og være succesfulde. Og så har vi en SoMe-verden, som viser, at alle andre har det perfekte liv,” fortæller Jes Lunde. 

Lidt under halvdelen af piger i alderen 16-24 år føler ikke, at det lever op til deres egne forventninger. Det viser en statistik fra den regionale sundhedsprofil. Ifølge Bettina Bisp Jensen er det et alvorligt problem. Særligt alvorligt er det, hvis unge ikke får hjælp til at håndtere deres stress.

”Får man ikke den nødvendige hjælp, så vokser risikoen for, at man udvikler angst eller depression,” udtaler Bettina Bisp Jensen. 

Ventelister præger Center for Mental Sundhed. ”Åben og Rolig” forløbet for unge, som er et stressforebyggende forløb, har især været nødsaget til at lade folk vente pga. manglende ressourcer. Med den nye bevilling på 4 mio. kr. årligt håber Bettina Bisp Jensen, at det bliver muligt at øge kapaciteten med 300 unge årligt. 

Hjælpen skal redde ungdommen 

Jes Lunde vil have fokus på de unge ved at give dem værktøjer, så de selv kan lære at håndtere stress. I samarbejde med Børne- og uddannelsesområdet skal der sættes fokus på afgangsklasserne i et nyt projekt kaldet ”Mestring”. 

”Ideen er, at fortælle ungdommen at livet ikke bare er fest og lagkage. Kriser er en del af det at være menneske, og vi skal derfor give dem nogle værktøjer, så de lærer at håndtere netop dette,” fortæller Jes Lunde. 

Præstationskulturen har sneget sig ind i det danske samfund, og sociale medier er blevet en del af den almene dagligdag for nutidens unge. Jes Lunde mener, at denne forfærdelige cocktail er en opskrift på selvværdproblemer og mistrivsel, og det skal der gøres op med. Bevillingen skal også gå til at reducere ventetid på at få hjælp, så man fanger unge i de tidlige stadier af mistrivsel og stress inden psykiatrisk hjælp bliver en nødvendighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *