80 procent stemte sidst: Sådan vil politikerne få de unge aalborgensere til stemmeurnerne igen

Foto: Privatfoto af Sofie Ellegaard Larsen

Både ved folketingsvalgene i 2015 og 2019 lå Aalborgs unge i den høje ende, når det kommer til valgdeltagelse. Og i 2022 håber politikerne i Aalborg Kommune at kunne have lige så godt fat i det unge segment.

Af: Kristian Schlüter

Aalborg Kommune har haft godt fat i de unge, når det kommer til stemmeafgivning til folketingsvalgene. Ved både valget i 2015 og 2019 tog godt og vel 80 procent af de unge mellem 18 og 30 år turen til valgstederne og aflagde deres stemme.

Og det glæder politikerne i lokalområdet. Folketingskandidat i Aalborg, Morten Ryom, er begejstret for de unges politiske engagement og mener, at meget af succesen kommer af at være dér, hvor de unge er.

”Som kandidat, forsøger jeg bare at være til stede på skolerne og på de sociale medier. Altså at køre kampagner ude på uddannelsesinstitutioner. Hvis man skal have nogen til at synes, at noget er vigtigt, så er man nødt til at behandle det som om, det er vigtigt,” fortæller socialdemokraten.

Snoren skal holdes stram

Og nu står en ny valgkampagne for døren med nye problemstillinger og temaer, der fylder for de unge, og som politikerne skal forsøge at imødekomme. Og hos Venstre Ungdom står det klart, hvilke emner, der skal fokus på, hvis snoren i det unge segment skal holdes stram.

”Jeg tror helt sikkert at klimaet er det sted, det kommer til at være vigtigst at sætte ind. Det har været ret tydeligt de seneste år, at det er et emne, der fylder rigtig meget hos de unge. Men jeg tror også, vi kommer til at se sikkerhedspolitikken få en stor del af de unges opmærksomhed,” fortæller formanden for Venstres Ungdom, Sofie Ellegaard Larsen.

Rammer de unge økonomisk

Også hos Socialdemokratiet har man en idé om, hvor man skal sætte ind for at fastholde grebet om de unge vælgere. For Morten Ryom at se er det dog vigtigt at understrege, at de ikke kan køres over én kam.

”De unge er jo en ligeså divers gruppe som alle andre alderssegmenter. Men der er ingen tvivl om, at klima kommer til at fylde ekstremt meget. Men det er en svær tid med altoverskyggende problemer, som kommer til at ramme de unge betragteligt på økonomien – og guderne skal vide, at det i forvejen er svært at få økonomien til at hænge sammen på SU,” udtaler Ryom med henvisning til krigen i Ukraine og de økonomiske følger deraf.

Klimabevidstheden var et af de vigtigste emner til valgkampen i 2019. Og ifølge en ny undersøgelse foretaget af Epinion er klima også på landsplan det vigtigste valgtema for unge i aldersgruppen 18-31-årige i 2022. Undersøgelsen viser, at 20 procent af de adspurgte peger på klima og miljø som det vigtigste politiske emne for dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *