En kæk kirke med plads til de unge

Vor Frelsers Kirke slår sine døre op og inviterer unge i Aalborg til mandags-morgenmad og hverdagssnak. Hver mandag fra 09.00-17.00 afholdes der mandagscafé.

Af: Anna Ellesgaard

Du kender det. Mandag morgen. Søvn i øjenkrogen, sovemærker og Snooze-knappen er allerede sat i bund. Dit hoved føles tungt og tåget. Mandagsfølelsen. Medarbejderne i Vor Frelsers Kirke kender også mandagsfølelsen. De står klar til at krydre din mandag med morgenboller, musik og kaffe på kanden. 

Der er ikke langt fra ide til handling i Vor Frelsers Kirke i Aalborg. Det er kirkens medarbejdere, Niels Peter Thomassen og Marianne Langdahl, der står bag den nyopstartede mandagscafé. 

”Mandagscaféen er vores forsøg på at åbne kirken op, så særligt unge kan opleve, at kirken også kan være et hverdagssted med hverdagssprog,” fortæller Niels Peter Thomassen. 

Både Niels Peter Thomassen og Marianne Langdahl håber, at mandagscaféen kan gøre det kirkelige rum mere inkluderende for unge og samtidig skabe et hyggeligt studiefællesskab, hvor der er plads til fordybelse. Mandagscaféen skal være et frit rum, hvor man kan komme og gå som det passer – og hvor der er plads til at vende hverdagens tanker over en kop kaffe.

https://video.dmjx.dk/media/Artikel+Kirke+Aalborg/0_ogzabmpd

”Kirken er ikke så farlig”

De to medarbejdere i Vor Frelsers Kirke ser mandagscaféen som et forsøg på, at unge kan møde hinanden som dem de er. De skal ikke ændre på sig selv, når de træder ind på kirkegulvet mandag morgen. 

”Man skal ikke have læst biblen eller kunne citere trosbekendelsen – man skal bare komme som man er,” understreger Niels Peter Thomassen. 

Marianne Langdahl ser mandagscaféen som en start på ugen i fællesskab med andre unge. Det er vigtigt for hende at være i øjenhøjde med de unge og række ud til dem på de sociale medier. De unge skal føle sig velkomne i kirken. 

”Kirken er ikke så farlig. Den er også bare helt hverdagsagtig. Man kan godt være her uden, at der skal være orgel og salmer,” siger hun. 

Stor succes 

I mandags kunne kirken for første gang slå dørene op for morgensultne og selskabsslystne studerende. Leah Marie Rasmussen var en af de unge der kom for at tilbringe sin mandag morgen i fællesskab med andre unge 

”Det var en hyggelig måde at starte ugen ud på, og jeg kunne godt forestille mig at komme igen,” fortæller hun. 

Leah Marie Rasmussen mener, at mandagscaféen et godt alternativ til de unge, der sidder derhjemme og studerer. Mie Jensen slog også sin vej forbi mandagscaféen og er fast besluttet på at komme igen en anden gang.

Niels Peter Thomassen ser tilbage på den første mandagscafé med et smil på læben. 

”Det var en god førstegangsoplevelse, og jeg sagde farvel til en, der fortalte, at det her arrangementer ville blive en del af hans ugerutine. Så det er dejligt,” fortæller han. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *