Jetoner i centeret: “Det er giftigt for vores samfund”

Foto: Jacob Lomholt

Aalborg Storcenters centertorv var i weekenden forvandlet til Aalborg Casino. Her kunne storcenterets besøgende prøve kræfter med både Black Jack og Roulette. Men hvorvidt kasino-spil bør danne ramme for en weekend i storcenteret, er der delte meninger om.

Af: Jacob Lomholt

Selvom der hverken blev spillet om rigtige penge eller jetoner, kunne forbipasserende i Aalborg Storcenter kigge sultent efter ”spændende og flotte præmier” ved kasinobordene på centertovet.

Selvom ballondyr og ansigtsmaling for den mindste generation også var en del af arrangementet, kalder 22-årige Marcus Mossalski denne kombination af familiesamvær og roulettens rullende kugler for problematisk.

Marcus begyndte at live-oddse som 15-årig, og foran ham lå tre år med intens spilmisbrug. Han kom i behandling for ludomani som 18-årig, og i dag er han spilfri på fjerde år.

Marcus ser arrangementet i Aalborg Storcenter som et tydeligt tegn på, at ludomani ikke tages alvorligt nok i samfundet:

”At Aalborg Storcenter holder sådan et arrangement, er et udtryk for, der er sket en normalisering, og det er giftigt for vores samfund.”

Han mener, at Aalborg Storcenters weekend i spillets tegn eksponerer børn og unge overfor gambling. Da han læste om arrangementet, følte han sig bekræftet i sin bekymring for, at hasardspil er normaliseret i samfundet. For Marcus, går netop eksponering af gambling hånd i hånd med det stigende antal ludomaner.

Thomas Marcussen, klinikleder ved Århus Universitets afdeling for ludomani, fortæller, at netop eksponering er altafgørende for, at unge begynder at gamble.

”Hvis ikke de ved, at produkterne er der, og hvis de ikke kan finde dem. Jamen, så er de ikke i risiko. Så eksponering er altafgørende,” forklarer han.

Thomas lægger vægt på, at jo tidligere børn og unge eksponeres, jo højere er risikoen for, at de kan udvikle ludomani. Alene det, at man er et barn, er ifølge Thomas en risikofaktor.

”Et barn er meget mere følsom overfor belønning, og man er følsom overfor den sociale kontekst. Man er meget mere umoden til at kunne navigere i det her felt.”

Niels Adolfsen, der er Center Manager hos Aalborg Storcenter, er ikke enig i kritikken. Han lægger vægt på, at kasinoets spil kun var forbeholdt de voksne:

”Den kritik der har været har jo gået på, at vi har eksponeret unge mennesker overfor spil. Og når vi ikke har givet dem lov til at spille, så har de ikke været eksponeret overfor det”.

Han mener også, der er en forskel på centertorvets arrangement og et rigtigt kasino, da en sejr i spillene ikke indfriende en direkte gevinst, men derimod et lod i en tombola.

Niels anerkender alvorligheden ved ludomani, men synes ikke man kan sammenkæde eksponeringsfaktoren for at blive ludoman med weekenden i Aalborg Storcenter:

”Hvis det nu var sådan, man havde stået og spillet om penge, ville jeg være fuldstændig enig. Så ville det være kritisabelt. Men det her har jo mere karakter af tombola end egentlig spil,” slutter Niels med at sige.

Oplever du selv tegn på ludomani, kan du ringe til Stop Spillet på tlf. 70 22 28 25.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *