Trods indbrudsboom i nabolaget: Frode føler sig ikke utryg i Hasseris

Foto: Kristian Schlüter

Over en længere periode har Aalborg-bydelen Hasseris svømmet i indbrud. Men ifølge Frode Andersen, som er en af de mange, der har haft indbrudstyve på besøg, er der ingen grund til utryghed i nabolaget.

Af: Kristian Schlüter

I midten af september kunne Nordjyllands politi melde om en voldsom stigning
i antallet af indbrud i Aalborg-bydelen Hasseris.

I en artikel til afdelingens hjemmeside fra midt-september fremgår det, at man indenfor den seneste måned havde modtaget hele 14 anmeldelser for indbrud udelukkende fra Hasseris.

73-årige Frode Andersen bor sammen med sin kone, Anne, i en af de 14 ejendomme, der i perioden blev berøvet på Ferskenvej i Hasseris.

”Den første weekend i september var min kone og jeg på tur til København, da vi blev ringet op af vores nabo, som havde mistanke om, at vores hus havde haft ubudne gæster,” fortæller den 73-årige aalborgenser.

Politiet sætter ind

Naboen viste sig at have ret. Parrets hus var blevet vendt på vrangen, mens de var væk, og især konens smykkeskrin havde været offer for tyvenes lange fingre. En ubehagelig oplevelse, som Nordjyllands Politi også satte en ekstra indsats ind for at forhindre i fremtiden.

“Vi har afsat ekstra ressourcer til opgaven, og måske vil beboerne også kunne spotte os patruljere mere i området, end normalt,” fortæller politikommissær i Nordjyllands Politi, Ulf Munch Sørensen.

Og efter tendensen er kommet i politiets søgelys, er det også Frode Andersens fornemmelse, at indbruddene er blevet færre – og det har gjort Ferskenvej og nabovejen Hindbærvej til et mere sikkert sted at være.

”Frem til 25. september var der flere og flere indbrud her på Ferskenvej og Hindbærvej, men det er min fornemmelse, at det er stoppet nu,” fortæller Frode Andersen og fortsætter:

”Jeg synes, politiet har været rigtig gode. De har været meget til stede herude for at holde ekstra øje.”

Nabolaget står sammen

Men det er ikke kun politiets tilstedeværelse, der har skræmt tyvene væk. Også initiativer internt i området har været med til at gøre beboerne mere trygge.

”Vi har tydeligt kunne se på Facebook, at det skabte en del uro i kvarteret. Men vi har været nogle stykker, som er gået rundt og kigget i kvarteret om aftenen for at holde særligt øje. Og det er tydeligt, det har skabt lidt mere ro,” fortæller den 73-årige, som i øvrigt også selv har taget affære i eget hjem.

”Imod alt, hvad jeg nogensinde forsværgede, jeg kom til, har vi installeret et alarmsystem. Det har gjort min kone mere tryg, når jeg ikke er hjemme,” afslutter han.

Nordjyllands Politi opfordrer desuden til, at beboerne holder øjne og ører åbne og anmelder, hvis man ser noget mistænkeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *