Forsinkede busser i Aalborg skaber problemer for studerende: ”Jeg stoler ikke længere på rejsetiderne”

24-årige Kira Rose har problemer med at møde til tiden på Aalborg Universitet (AAU), hvor hun til daglig studerer sociologi. Byens busser lever nemlig ikke op til forventningerne, og Aalborgs offentlige transport skuffer gang på gang.

Af Oliver K. Skammelsen

Du kender det måske. Du har travlt og du er frustreret, fordi din bus er forsinket. Pludselig kan det farverige rektangel skimtes i horisonten. Her ophører frustrationen muligvis for de fleste, men ikke for unge studerende i Aalborg, der er afhængige af bybusserne.

”Busserne er næsten altid forsinkede, og nogle gange kan de endda finde på bare at køre lige forbi busstoppestedet,” fortæller Kira Rose, som er sociologistuderende på AAU. 

Kira ender sjældent med at dukke op i tide til sin undervisning, når hun vælger at stole på bussernes officielle tidsplaner, der er udstedt af Nordjyllands Trafikselskab. Hun føler sig derfor nødsaget til at stå tidligere op for at tage en tidligere bus mod universitetet. 

“Jeg tør ikke tage den bus, som tidsplanen siger passer perfekt, fordi det ved jeg, at den ikke gør. Især ikke klokken otte om morgenen, når jeg skal i skole. Jeg stoler ikke længere på rejsetiderne,” beretter den 24-årige sociologistuderende. 

Det har længe været et kendt problem i Aalborg, at busserne ikke kommer til tiden. En rapport fra Klima- og Miljøudvalget i 2021 viser, at størstedelen af klagerne rettet imod Nordjyllands Trafikselskab har omhandlet forsinkelser. 

Ifølge Mette Henriksen fra Nordjyllands Trafikselskab drejer problemet sig primært om manglen på chauffører:

”Vi har store problemer med at rekruttere tilstrækkeligt med chauffører,” forklarer Mette Henriksen fra Nordjyllands Trafikselskab. 

Hun understreger, at trafikselskabet naturligvis ville ønske, at de kunne sende alle passagerer afsted til tiden, men at det er svært at få busserne til at køre, når chaufførmangel er hovedproblemet. Ingen chauffør, ingen rute. Det lyder jo egentlig meget simpelt.


”Jamen, de burde jo også køre som der står i planerne, men så kan chaufførerne jo også gå hen og blive syge,” uddyber Mette, da hun bliver spurgt til, hvorfor ruten overhovedet er planlagt, hvis der ikke er en chauffør til at varetage den. 

Løsninger på forsinkelser står dog ikke nødvendigvis øverst på Nordjyllands Trafikselskabs to-do liste. I 2022 har trafikselskabet påbegyndt et projekt, der skal udskifte alle byens busser med nye moderne busser, som kører på el. 


En omvæltning, der ikke er gået problemfrit, men som udgangspunkt er blevet modtaget positivt af de studerende. 

“Det er jo egentlig fucking fedt, at de er skiftet til elbusser. Det er jo godt for miljøet, så hvis de andre problemer med dem bliver løst, så er det super nice,” afrunder Kira om den offentlige transportsituation i Aalborg. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *