Slut med lange fingre på Jomfru Ane Gade 

Lommetyve har det seneste år hærget populære Jomfru Ane Gade i Aalborg. Bare i september og oktober 2021 var der 65 anmeldelser. I år er tallet dog faldet markant, efter politiet har sat lommetyvsbanden bag tremmer.

Af Julie Stendahl Ottesen

Meget kan ske i Aalborgs mest populære gade, Jomfru Ane Gade. Nu har beværtningernes gæster dog én ting mindre at bekymre sig om. Sidste år advarede Nordjyllands Politi om en stor stigning i antal lommetyverier i Gaden. Men tager man temperaturen på de langfingrede forbrydelser i dag, er de faldet med 90 procent. Fængslinger af rumænske mænd og en koordineret indsats fra Nordjyllands Politi forklarer faldet. 

Freja Bendixen i Jomfru Ane Gade, dog ikke samme nat, som hendes telefon blev stjålet.
Foto: Privat

“Ens telefon er jo lidt ens liv”

En af dem, som fik sin telefon stjålet af den rumænske bande, var Freja Bendixen. Hun havde aldrig selv regnet med at kunne miste sin ejendele i den aalborgensiske nat. Ti minutter på Wolf skulle dog modbevise hende, for da hun ville hente sin jakke igen, var telefonen væk. 

“Damen bag disken sagde, at hun allerede havde hørt om ti telefoner, der var blevet taget den samme aften. Jeg tænkte bare, det er umuligt, min telefon kan ikke være blevet stjålet”. 

Freja Bendixen var i chok og ledte efter den på det fyldte dansegulv.

“Jeg begyndte at græde og gik lidt i panik. Ens telefon er jo lidt ens liv”. 

Opklaringen

Det skulle vise sig, at politiet var i fuld gang med at finde de stjålne telefoner. Hun tænkte ikke, at Nordjyllands Politi ville gøre noget ved det, men fik et opkald nogle uger efter. 

“Bare en telefon tænkte man ikke, at de ville gøre noget ved, men de har stjålet for over en halv million i alt. Politiet har virkelig været dybdegående,” siger Freja Bendixen. 

Freja Bendixen vidnede i retten i september. Hun havde løbende holdt øje med, hvor sin telefon befandt sig via findminiphone.dk, og de oplysninger videregav hun til politiet. 

Nordjyllands Politi kan bekræfte, at flere rumænske mænd nu sidder inde for i alt 100 forhold af lommetyveri i Jomfru Ane Gade. Der er kørt forskellige retssager i både april og september i år. Effekten af dem, har nu vist sig i Jomfru Ane Gades byliv. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *