Fremtidens toner skal findes i Musikkens Hus

Aalborgensere med hang til elektronisk musik har meget at se frem til. Future Beats Battle er en talentkonkurrence, der afholdes af Musikkens Hus og Aairport Festival i Aalborg. Konkurrencen ender ud i en eksplosiv koncertaften.

Af Jacob Lomholt

Går du med en musikerdrøm i maven, er det nu, du skal slå tonen an. I Future Beats Battle dyster spirende musiktalenter i, hvem der kan lave det bedste remix af DJ-trioen Nonsens seneste nummer, Feel That Way. Alle kan downloade sangens spor fra Musikkens Hus’ hjemmeside, og deadline på at indsende sit remix er den 12. oktober.

Talentkonkurrencen afsluttes med en koncertaften i Musikkens Hus d. 29. oktober. Her optræder Nonsens og seks udvalgte talenter fra konkurrencen. Sidst på aftenen vælger et dommerpanel Future Beats Battles endelige vinder.

Kresten Thomsen er producent for Musikkens Hus’ afdeling for elektronisk musik. Han forklarer, at den afsluttende koncert er inspireret af udenlandske elektroniske musikfestivaler:

”Vi prøver at tematisere det hele med store visuals og en specialbygget scene. Og så er lyden i Musikkens Hus også helt fabelagtigt.”

Elektronisk musik skal fremad

Andreas Mathew, der er hovedansvarlig for koncertbookings i Musikkens Hus, betragter talentkonkurrencen som et led i Husets forsøg på at udbrede sin målgruppe:

”Det, vi var været bedst til i starten, var den klassiske side med symfoniorkestret. Nu forsøger vi at udvide og lave flere ting.”

Andreas mener, at den elektroniske musikscene i Aalborg halter bagefter scenen i Århus og København. Future Beats Battle er derfor en måde at imødegå denne udfordring. Heldigvis er han blæst bag over af den massive opbakning, som konkurrencen har fået – tilmeldingerne er strømmet ind.

Nonsens glæder sig

Rasmus M. Korsby er også begejstret. Han er medlem af DJ-trioen Nonsens, og det er gruppens seneste nummer, som deltagerne skal remixe. Han er glad for, at Musikkens Hus gør en indsats for at skubbe elektronisk musik fremad. Han er nemlig enig med Andreas Mathew i, at forholdende på den danske elektroniske scene kan forbedres:  

”Det er derfor vigtigt, at nogen som Musikkens Hus pusher det her, og vil være fortaler for elektronisk, så det også bliver mere tilgængeligt for andre folk”.

Rasmus glæder sig til at høre talenternes remixes, og håber, at deltagerne er klar på at kaste sig ud i udfordringen.

”Det er noget, der kan give helt nye folk blod på tanden. Vi kastede os jo selv ud i det, da vi startede. Og så er det jo en mulighed for, at folk kan prøve kræfter med en sang, som er udgivet officielt”.

Konkurrencen motiverer musiktalenter

Theis W. Knudsen er musikproducer, og er netop i gang med at færdiggøre sit remix til konkurrencen. Han blev bidt af elektronisk musik under sit efterskoleophold, og har produceret lige siden. Han synes, talentkonkurrencen er motiverende, og konkurrenceelementet gør hans arbejdsproces hurtigere.

”Jeg fandt konkurrencen for få dage siden, og jeg er næsten allerede klar til at kunne indsende det. Så det kan pludseligt gå meget hurtigt, fordi man er så motiveret til det,” slutter han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *