Solceller holder fremtiden lys for højskoleelever – for nu

Foto: Nordjyllands Idrætshøjskole

Energipriserne fortsætter himmelflugten, og en massiv regning lurer i horisonten for Nordjyllands Idrætshøjskole. De arbejder derfor hårdt på at håndtere udgifterne ved at installere solceller – for regningen skal nødigt ende hos de unge.

Af Anders Lang Jensen

Den nye fitnessbygning på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev har solceller på taget, men endnu flere skal monteres på skolens bygningen i jagten på egen grøn energi. Forstander Eva Terp-Hansen håber, at højskolens tiltag vil modsvare de stigende energipriser.

”Jeg er ikke glad for, hvis det bliver nødvendigt at hæve priserne. Men vores nye tiltag gør, at vi vil være delvist selvforsynende på strøm, og forhåbentlig betyder det, at vi ikke bliver nødt til at hæve prisen for at gå på højskole,” siger Eva Terp-Hansen.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det handler om at lave et godt produkt til den rigtige pris. Men lige så snart, man hæver brugerbetalingen, afskærer man også nogle unge mennesker fra at komme på højskole. For det er dem, der betaler for det,” forklarer hun.

Elpriserne har i 2022 været rekordhøje. Grafik: Elberegner.dk

At prisen for et højskoleophold ikke stiger er et fokuspunkt for Folkehøjskolernes Forening. De arbejder intenst for, at regningen ikke lander i de unges indbakke.

”Det sidste, vi ønsker at gøre, er at hæve priserne – for når vi gør det, så udelukker vi nogen. Det handler ikke bare om, hvorvidt vi får skolerne fyldt. Det handler om, hvilke unge der har mulighed for at tage på højskole,” siger formand for Folkehøjskolernes Forening Lisbeth Trinskjær.

”Det er dybt problematisk”
Sammen med landets højskoler har Lisbeth Trinskjær i sinde at reducere forbruget og bide tænderne sammen uden at sende regningen til eleverne – så længe det er muligt.

”Vi synes helt grundlæggende, at det er dybt problematisk, hvis det bliver dyrere at tage på højskole. Den nemme løsning vil være at hæve priserne, i en tid hvor vi oplever stor tilgang, men det kommer vi ikke bare til at gøre. Vi kommer til at drage et dybt suk, før vi skruer på de knapper,” siger Lisbeth Trinskjær.

Foto: Nordjyllands Idrætshøjskole

Nordjyllands Idrætshøjskole har indtil nu haft en fast elpris, men den aftale udløber til nytår. Derfor ulmer de skyhøje priser under overfladen for Eva Terp-Hansen fra Nordjyllands Idrætshøjskole.

”Vi skal til at forhandle om en ny fastprisaftale til nytår, og jeg forestiller mig ikke ligefrem, at det bliver nemt at få sådan en elaftale igen på nuværende tidspunkt,” slutter forstanderen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *